Fra Thailand gennem Malaysia til Borneo
Rejseblog Thailand - Malaysia
Lang tur, billetterne jeg købte var med Emiraterne, ikke at det var en dårlig idé. Men turen tog samlet 27 timer, hvilket jeg godt vidste da jeg bookede, men jeg ville bare med Emiraterne og deres A380, som er verdens største passager fly. Og som bonus, så var de bare pokkers billige, så hvad betød det, at mellemlande i Dubai - og i Hongkong før vi ramte Bangkok?!
6 timer til Dubai, 7 til Hongkong og 3 til Bangkok - samt al den ventetid i de respektive lufthavne – så var det heldigt vi havde adgang til lufthavnenes lounger og kunne slappe af dér.
Da vi landede i Bangkok, ramte varmen os som et slag i ansigtet. Vi fik prejet en taxa - 100 kr senere var vi på vores hotel. Klokken var blevet ret mange - eller ret tidlig - kommet an på hvordan man ser på det. Vi var på hotellet klokken ca. 2 om natten - og vi faldt først i søvn et par timer efter.
Næste morgen vågnede vi til gengæld ved en 14 tiden, så vi fik da indhentet det forsømte.
Børnene klarede det super godt på hele den lange tur - jeg var mest urolig for lille Anton på 11 mdr end for Agnes på 2. Men de begge klarede det upåklageligt. Den ældste, Ida på 13 hørte vi ikke så meget til - hun hyggede sig, trods den lange tur.
På denne tur havde jeg planlagt en del rejserid. Jeg havde planlagt vi skulle flyve til Bangkok og hjem via Singapore - hvilket ville give os en lang tur gennem Thailand til Malaysia og så til sidst Singapore. Jeg har ikke regnet på aftande målt i forhold til kilometer eller tid - andet end vi havde én måned til at nå fra Bangkok til Singapore. Vi endte helt til Borneo og oplevede næseaber og Iban hovedjægerne i deres longhouses – en fantastisk oplevelse.
Vi var samlet i Bangkok 3 dage.
Turen videre, tog os på nat togtur til Koh Samui. Jeg havde fået oplyst, at 2. klasse kontra 1. klasse, var antal af personer der kunne sove sammen. Udfordringen var så bare, da jeg havde booket 2. klasse og vi sad i toget - var det helt forkert.
2. klasses togene er sæder - som normale toge - som kunne trækkes ud til senge. Man havde stadig gangen og alle de andre som sov der, at tage hensyn til.
Alt i alt fungerede det helt fint - der var bare lys fra gang arealet som generede børnene til at kunne falde i søvn. Agnes sov kl 2 - Anton lidt senere. Vi landede ved vores ende station inden vi skulle videre i bus kl 7 om morgenen.
Det blev en lang tur, men igen – børnene klarede det fint skønt deres manglende søvn.
På Koh Samui havde jeg booket et helt igennem hyggeligt sted. Stedet hed Wazzah Resort. Det var et hyggeligt sted lidt ude fra byen. Ikke så langt, at man ikke kunne gå ned til byen. Vi boede i Koh Samui i to dage, hvor efter vores rejse gik mod Krabi - vores værste ophold nogensinde.
Jeg havde altid haft en del forbehold for Koh Samui, synes måske det var lidt af en turist rede – det var så ikke Koh Samui der gav os den dårlige oplevelse, det var Krabi.
Jeg har før rejst gennem Thailand - tror efterhånden dette er min 15. gang jeg er i Thailand. Jeg har dog ikke før rejst med børn gennem Thailand. Om det er det som udgør forskellen, ved jeg ikke.
I Krabi oplevede vi, at blive smidt ud af et hotel allerede ved indtjekningen - har jeg vitterlig aldrig prøvet.
Da vi ankom til Krabi, havde fundet et hotel lidt væk fra Ao Nang Beach. Det var et stille og roligt lille sted væk fra hele det turist cirkus der er i Krabi. Vi ankom lidt sent, så det var ikke meget vi kunne foretage os, andet end at tage ud at spise. Louise stemte for Burger King - børnene lige så. Og så blev der Burger King.
De næste 2 dage boede vi uden for Ao Nang - sidste dag vi valgte, at bo i selve Krabi, valgte vi at rykke lidt tættere på Ao Nang. Vi fandt et stille og roligt sted, som vi havde booket dagen for inden. Jeg havde undersøgt stedet via Tripadviser og andre tjenester - alle var positive. Så jeg bookede - hvad der så skete da vi skulle chekke ind, var langt fra positivt. For at beskrive oplevelsen, har jeg kopieret min anmeldelse jeg skrev på Tripadviser, da jeg mildest talt var ret overrasket over hele oplevelsen.
Anmeldelsen:
“I dette sekund sidder jeg tilbage med en meget dårlig smag i munden - jeg er meget overrasket.
Jeg har rejst gennem Thailand siden jeg var 27 - jeg er i dag 48. Har altid oplevet thailænderne som imødekommende, venlige og søde mennesker - dette blev i dag modbevist da jeg skulle tjekke ind på dette hotel.
Jeg havde booket Grean Leaf Guesthouse Family via hotels.com dagen forinden. Jeg Havde læst anmeldelserne og så dem ret positive - igen, dette blev hurtigt ødelagt i det sekund jeg stod og skulle tjekke ind.
Vi ankom med en tuk-tuk, vi var 2 voksne og 3 børn - børnene er 10 måneder, 2 og 13 år. Jeg blev bedt af en dame, at de andre skulle blive siddende i den tuk-tuk vi kom med, men de stod direkte i solen og spurgte om vi ikke lige kunne tjekke ind og få vores værelser. Damen sagde, at vi skulle ud at køre og at det var derfor de skulle blive siddende.
Der gik lang tid før hun fandt min booking. Hun sagde hun ikke havde en aftale med hotels.com, så efter hun havde kigget dem alle igennem, kom hun til sidst til hotels.com, hvor vores booking lå.
Jeg havde talt pænt til damen og sagde undervejs, om hun ikke bare kunne tjekke hotels.com, men nægtede indtil det var sidste mulighed hun havde. Jeg sagde til hende “så har du da i det mindste en aftale med hotels.com”. I det sekund jeg sagde det, kom en - nok nærmere - sindssyge fyr ud og råbte og skreg, at jeg skulle komme med vores pas. Jeg spurgte om han ikke lige kunne vente, så vi kunne få børnene ud af den ventende tuk-tuk.
Så blev han endnu mere sindssyge og begyndte at råbe, at vi skulle skride. Jeg sagde til ham, at vi havde betalt og vi havde krav på et værelse. “Du skal bare vise dine pas” sagde han. Jeg fandt dem til ham, men det var allerede for sent. Vi fik ikke lov til at få vores værelse. Jeg sagde, at så skulle jeg have mine penge tilbage - han blev endnu mere idiotisk sindssyge og blev nærmere truende.
Da jeg havde 3 børn at tænke på, valgte jeg at gå.
Så min appel til jer andre - find et andet sted end Grean Leaf Guesthouse Family. Jeg har aldrig - og jeg mener ALDRIG oplevet noget lignende. Jeg er medlem at en rejseklub i Danmark - de mest berejste mennesker i Danmark. Og jeg rejser derfor meget”.
Vi stod med et problem der skulle løses - heldigvis var der ikke helt overbooket i Krabi, så nabohotellet havde et rum til os, så jeg valgte at booke det og komme videre.
“Hvorfor booke et værelse på nabohotellet og risikere at møde idioten på det andet hotel?”
Jeg var ligeglad - det var ham som havde et problem, ikke os. Faktisk viste han igen, hvilken stor idiot han var, da vi passerede hans hotel på vej ned ti byen. Her hoppede han først op på en motorcykel og råbte af os mens han kørte i cirkler rundt om os. På samme tur havde han hentet sin fede kone og havde sat hende bag en tuk-tuk og gjorde nøjagtig det samme. Vi ignorerede dem mens vi gik mod byen!
Resten af ferien i Krabi forløb sig problemfrit. Vi skulle videre dagen efter kl. 6 om morgenen mod Langkawi i Malaysia. Vi blev hentet på hotellet af en minibus. Chaufføren havde åbenbart fået af vide, at der kun var 2 personer, ikke 5 - med dertil hørende bagage.
Så han havde en mindre udfordring, at få det hele til at hænge sammen med pladsen. Ret sjovt som det hele virker som en overraskelse, at turister har bagage med sig. Chaufføren brugte i hvert fald ret meget tid på at brokke sig på hele turen på båden der skulle sejle os til Langkawi - sådan ca. i 2 timer. Han kunne intet engelsk, så han ringede til en der kunne, som jeg fik i rører. Personen fik fortalt mig - på vejene af chaufføren - at vi skulle betale en ekstra pris på 500 Bath grundet vores bagage. Jeg gav chaufføren telefonen tilbage uden at sige noget - han gav mig telefonen igen - jeg smed telefonen tilbage til ham. Her tror jeg, at han fattede mit budskab om ikke at ville betale en øre mere.
Færgeturen til Langkawi gik stille og roligt - det tog mindre end en time og så var vi i Malaysia.
Langkawi var en flot ø - vi boede to steder på øen og tog nogle udflugter for at se lidt af øen. Vi tog bl.a. på øhop og nød varmen og solen – udfordringen var bare, at som så mange andre lækre steder i solen, er der bunkevis af turister – og dette sted var ikke meget anderledes.
Den første dag vi boede i Langkawi, boede vi et stykke fra det typiske turisthelvede - hvilket passede mig perfekt. Udfordringen var så bare, at man skulle pokkers langt for at finde steder at spise på. Vi boede i den bydel, hvor færgen landede, hvilket gav os ca. 17 km til der hvor tingene skete. Jeg var vild med stedet, da der var masser af de lokale restauranter – Louise, min kone, stemte mere for vi skulle tage de 17 km ind, hvor det hele skete. Så vi fandt et utrolig hyggelig lille guest house derude. Stedet hed ”Bahok Guest House”. Det var en familie der havde stedet – en utrolig venlig dame og hendes mand samt deres børn. Vi havde booket familierummet, som passede os perfekt. Stedet var slidt, men lå genialt og var et rigtig godt sted for os. Og som bonus, var moren i familien vild med vores små børn – som hun konstant kyssede.
Selve Langkawi by stræk sig ud i en lang vej, hvor hoteller og butikker lå side om side. Der var også et kæmpe akvarium med landets dyreliv under vandet – hvilket vi besøgte. Min oplevelse med Langkawi var, at man skulle mere ud af byen for at opleve noget – ud på nogle udflugter for at se noget, fremfor at rende rundt i byen.
Men alt i alt var Langkawi et lækkert sted – kan ikke helt finde ud af om jeg ønsker at besøge det igen – det ligger ikke først for, men måske i kombination til noget andet vi kunne besøge i Malaysia.
Da vi skulle sige farvel til Langkawi og goddag til Pening, var det en dejlig afsked med Bahok Guest House. Familien havde samlet sig og stod klar til at vinke til os mens vi kørte fra stedet mod havnen. Vi havde booket en hurtigbåd mod Pening. Der var 2 muligheder – den ene var en båd til hovedlandet og bus til Georgetown i Pening. Den anden var med hurtigbåden direkte til Pening. Den første var Louise mere stemt for, men var total udsolgt – så det blev hurtigbåden direkte til Pening. Det tog små 4 timer, en relativ lang tur i en larmende båd – men igen overlevede vi turen uden alvorlige mén.
Sikker i havn i Pening skulle vi finde frem til det sted vi havde booket dagen for inden – Stedet hed ”Ong Court” og lå en spytast fra promenaden ved vandet og et lille stykke fra centrum. Der fandtes ingen reception, så da vi skulle have vores værelse, stod der en gut med et par nøgler klar til os og viste os til vores værelse på 3. sal. Vi havde her booket 2 dobbeltværelser. Der var fælles bad og toilet og ingen elevator, hvilket lige gav lidt ekstra sved på panden da al den bagage skulle bæres op – og det var ret meget – for ikke at sige, ret tungt.
Penang var utrolig lækkert, især Georgetown, som var hovedstaden. Der var en gammel bydel og i den gamle bydel, var der ”Little India”.
Penang har længe været en favoritdestination for mange rejsende til Malaysia, fordi det er et spændende rejsemål både historisk og kulturelt. Det ser man hurtigt når man vandre gennem det hyggelige byliv, som er fyldt med mange historiske bygninger.
Georgetown i Penang er for nylig optaget på UNESCOs liste over bevaringsværdige steder. Som Kuala Lumpur er også Penang et multikulturelt samfund og det afspejles blandt andet i de mange buddhistiske templer, pagoder og moskéer der ligger overalt på øen. på anden dagen Vi lejede en Trishaw og kørte rundt i området en timens tid og nød al den street art som var i gadebilledet – og som var Georgetowns varemærke.
Dagen for nytårsaften rejste vi mod Kuala Lumpur. Det var mit ønske, at holde nytårs aften i byen – at stå ved Twin Tower når klokken ramte 24.00 og hvor hele byen bare gik amok – og man må da sige, at det fik vi oplevet.
I Kuala Lumpur, havde jeg flottet mig. Jeg ønskede vi skulle bo på et klasse hotel nytåers aften – derfor havde jeg booket et super lækkert hotel lige mig på Times Square – det hed Barjaya Times Square Hotel.
Hotellet var eminent og jeg havde booket en 3 værelse lejlighed på 39. sal – med den fedeste udsigt ud over byen. Man kunne sågar se Twin Towers fra vorres værelse. Jeg havde booket for 3 dage. Det var en hjørnelejlighed, så vi havde vitterlig en udsigt der ville noget. Fra ”forældre” soveværelset, havde vi udsigten på begge sider og nød den virkelig. Selve hotellet lå i et center – så vi kunne gå direkte ud i centret fra vores hotel.
Selve Kuala Lumpur fra en storby som så mange andre. Millioner af taxaer, mennesker og kaos. Nytårs aften valgte Louise at blive sammen med de 2 små, hvor jeg tog den ældste Ida, med ud til Twin Towers. Det var en utrolig fed oplevelse. Pladsen foran bygningerne var overfyldte med mennesker, som skrålede og blæste ind i nogle plastiktrompeter, en masse larm og en fed stemning. Kl 24 gik det løs og himlen lyste op med al det fyrværkeri som fyldte den. Det varede omkring 45 minutter, og så var det forbi og alle menneskerne skulle tilbage til hvor de kom fra – udfordringen var så bare at komme hjem. Bilerne kunne ikke køre grundet menneskemængden, togene kørte ikke efter 24, så det kunne bedre betale sig, at gå hjem mod hotellet. Det var en rask lille tur på lidt over en time – det føltes længere, da ens fødder allerede far udfordret af den tid man havde stået op. men det var en hyggelig gåtur hjem med masser af selskab af de lokale.
Vi blev i Kuala Lumpur til den 2. januar, hvor vi herefter havde besluttet, at rejse til Borneo. Vi havde ikke rihgtig nogen plan, men jeg havde undersøhgt i De Berejstes Klub gruppen på Facebook – om nogle kunne komme med nogle tips. Der var en som pegede på en fyr som hed Ib, som havde boet i Kuching i 7 år. Jeg fik hans email, skrev til ham – han svarede næsten med det samme.
Ib var i Indonesien da jeg skrev med ham, men var på vej til Kuching. Derfor valgte jeg vi skulle flyve til Kuching og mødes med ham. Ib ville nemlig kunne give os en masse tips og trix – og jeg må da sige, at Ib var utrolig hjælpsom.
Han var behjælpelig med at få os til Bako Nationalpark, hvor næseaberne levede. Han fik også guidet os til en anden nationalpark, hvor orangutangen levede samt en udførlig guide mod Batan Ai – på et Resort. Det hed Aiman Batang Ai Resort, hvor man skulle køre 4 ½ time fra Kuching for at nå til. Vi havde booket 2 overnatninger på Aiman Batang Ai, men valgte at booke en nat mere, da vi simpelthen bare var helt forelsket i stedet.
Da vi ankom til Kuching, havde jeg booket et familieværelse på et hotel, som hed ”Johns Place”. Stedet lå direkte i smørhullet af det hele og var næsten nabo til Hilton – men til forskel fra Hiltons priser, betalte vi kun 150 kr. pr overnatning. Johns Place var genialt sted og de var ufattelige venlige – vi fik sågar lov til at efterlade al vores bagage og habengut på hotellet mens vi både boede på Bako nationalpark og på Aiman Batang Ai. Eneste udfordring ved Johns Place var, at der var en bar som spillede hjernedødt højt musik fredage og lørdage – men da vi havde læst dette på anmeldelserne, havde jeg fået et værelse længst væk fra baren, så vi kunne næsten ikke høre larmen. Og desuden oplevede vi kun larmen én dag, da vi ellers var andre steder og overnattede.
Vi var samlet i Borneo i 9 dage, hvor vi havde lejet bil i de 8, boede i Bako 1 dag og Aiman Batang Ai i 3 dage og ellers på Johns Place.
Kuching er i den grad anbefalelsesværdig og jeg sender i skrivende stund en stor tak til Ib for hans kæmpe hjælp med alt i Borneo – Tak Ib 😊
Sidste 2 dage boede vi i Singapore – og jeg har ikke meget at sige om Singapore – andet end det er ikke andet end en transitby – ikke rigtig andet.
Vi var afsted i samlet 1 månede, vi rejste den 13. december og landede den 13. januar. Vi qfik brugt samlet 55.500 kr – inkl flybillet frem og tilbage fra Danmark, fly fra Penang til Kuala Lumpur, fly fra Kuala Lumpur til Kuching og fly fra Kuching til Singapore. Samtlige hoteller og mad og drikke samt diverse. Det absolut dyreste sted var Borneo – her fik vi samlet ca brugt 15.000 kr ud fra ovenstående forbrug.
