Kilimanjaro og Zanzibar i Tanzania

I mange år har jeg haft ønsket, at komme til Afrika - nærmere bestemt Kilimanjaro i Tanzania.

Jeg havde sidste år haft muligheden for det, men valgte i stedet at tage til Cuba idet Fedel døde og jeg var ret interesseret i at opleve Cuba inden det hele gik USA amok. Så Cuba var nu mere et ønske om at se øen inden de amerikanske turister nåede at smadre øen fuldstændigt, efter Obama valgte at blive gode venner med Fidel.

Der er nu gået 1 år og nu går turen endelig mod Afrika. Jeg rejser sammen med 2 kollegaer - Kim og Lars. Min tredje kollega, Morten skule også have været med, men han nåede netop at købe et hus inden vi skulle bestille flybilletter – så der blev ikke noget Afrika for ham denne gang.

Jeg vidste, at træning ville være nøglen til en succesfuld tur – træning var der så ikke meget af op til selve turen – tror jeg fik løbet 4-5 gange.

Jeg er fuldtidsfar til 3 børn (en 4 er på vej). Rollen som far kan til tider være ganske udfordrende, idet man skal finde tid og motivation i en ellers så fortravlet hverdag. Jeg havde også forinden turen kastet mig over et køkken projekt som jeg skulle nå at blive færdig inden selve turen – så der var ret meget knald på min hverdag. Som bonus til denne tur, havde jeg ikke tabt mig, men til gengæld taget 5 kg på - hvilket gav mig lige præcis 100 kg jeg skulle slæbe mig op af bjerget.

Denne rejse blog vil blive skrevet i nuet - jeg vil skrive som det falder mig ind og derfor vil det blive i nutid bloggen skrives.

Tirsdag den 27. marts 2018

Dagen før afgang til Afrika - jeg sidder i min bil på vej hjem. Der var ikke mange i firmaet grundet Påskeferie - men dem der var der ønskede os held og lykke med turen. Mange havde gode råd og forklaringer, men ingen praktiske erfaringer selv til hvordan man skulle komme højdesygen til livs. Der er mange tanker som hvirvler rundt i hovedet - den største er - klare jeg turen op?

Onsdag den 28. marts 2018

Afrejsedagen er endelig kommet - hele dagen er gået med at være sammen med Louise, min kone, Agnes og Anton - mine 2 yngste børn. Lars og Kim og jeg har aftalt, at vi mødes i lufthavnen kl. 15, hvor Morten, vores 4 kollega (som skulle have været med), ville køre dem i lufthavnen.

Jeg skulle lige inden nå på Riget og blive tappet - og så direkte afsted til lufthavnen.

Kl 16.42 - sidder i lufthavnens Lounge - vi har nu fået et par øl og føler os fuldstændigt klar til turen.

Først går turen til Doha, hvor vi skal skifte fly til Nairobi - en flyvetur der tager 6 timer.

Den 29. marts 2018 Kl 0.08

Vi sidder nu i lufthavnen i Doha og venter på at boarde - vores fly flyver 2.10. Vi er efterhånden ret trætte, så vi håber vi kan sove på turen, så vi er friske når vi lander i Nairobi.

Kl 3.22 - flyet er ikke helt fyldt, så Lars og jeg sætter os bagerst i flyet, hvor der er nogle rækker ledige. Flyveturen synes ret så ubehagelig grundet en del turbulens. Især når man sidder bagerst i flyet føles det ret så kraftigt - det er som det ingen ende har.

Kl 7.17 - fik et par timers søvn - med brudstykker af vækning af personalet - ved ikke lige hvorfor de havde et behov for at vække en. Men nu er vi tæt på destinationen.

Kl 8.14 - endelig landet i Kenya. Vi kommer med bussen ind til selve lufthavnen, hvor vi skal gennem pas og visum helvede

Dagens program blev ikke rigtigt skildret i tider, men vi ankom til vores hotel, som lå midt i centrum af Nairobi. Efter vi havde afleveret bagagen på værelset, tog vi ned mod byen for at se hvad den bød på. For at sige det diplomatisk - Kenyas hovedstad var røv syg og kaotisk

Kl 18.15 vi fandt et sted for at spise aftensmad - Kim og jeg var klar på en cola. Aldrig har vi smagt en så ringe Coca Cola - sen var ekstrem skummende og havde en skummel smag af rådden cola.

Den 30. marts 2018 kl 07.29

Vi sidder som sild i en tønde i en bus nu på vej til Tanzania - en bustur der tager 6 timer. Vi er alle spredte i bussen, alle sidder af røv - men vi har ferie.

Kl 8.36 - lidt over en time, må sige man er mast i denne bus - samt det, at her bare er varmt.

Kl 10.20 - vi har lige haft et kort pit-stop - det var sgu rart at få strækket sine ben. Vi er også ganske tæt på grænsen til Tanzania.

Kl 11.49 - endelig bussen og endelig overstået visumhelvede - vi stod i kø lidt over 1 time sammenlagt.

Kl 13.14 - vi har ikke bevæget os en meter - vi sidder stadig fast ved grænsen. Det er en i bussen som har et problem med immigrations kontoret. Så vi venter tålmodigt.

Kl 13.21 - ENDELIG er vi afsted mod Moshi - med stop i Arusha. Herfra er der 104 km til Arusha.

Kl 15.30 - ankommet i Arusha, hvor vi skulle skifte bus - en bus, hvor alt var proppet som den anden bus vi kom fra. Så vi sidder igen som sild i en tønde - trøsten er, at turen kun tager 1 1/2 time (ca).

Kl 17.15 - vi kan nu se toppen af Kilimanjaro fra vores bus - en masse tanker fiser igennem hovedet når man se hvor højt det egentlig er.

Ankom - blev briefet, spiste aftensmad, pakkede om og sov

Den 31. april 2018 kl 06.36

Kunne ikke rigtig sove. Tror det var en kombi af spænding og uro i min krop som gjorde, at jeg ikke rigtigt kunne lukke et øje. Lige meget, hvad - så er jeg meget spændt på hvad der skal ske de næste 7 dage.

Kl 8.06 - tid til afgang - vi venter så bare lidt på Lars før vi kan køre.

Kl 8.30 - sidder nu i bussen på vej til start punktet for vores næste 7 dages trek. Bussen er fuld af bærer, guides og en kok. Samlet er der 13 personer om at sørger for vores velbefindende. Måske lidt mange mennesker, men godt at føle man er i gode hænder. Turen tager ca 40 minutter - en fin tur med en masse flot at på turen.

Kl 9.44 - klar, parat og ret nervøs for ikke at komme til toppen - jeg har den tungeste back - forstår ikke helt hvorfor, da jeg har pakket om 20 gange. Den var tung før jeg fyldte den op med 3 liter vand - nu er den bare røv tung. Bliver en hård med hård tur.

Kl 10.50 - så er vi igang - har krydset gaten til bjerget.

Kl 16.04 - ankommet til lejren - ENDELIG. Det var en hård tur - vi er steget til 2.900 meter. Vi sidder nu og får en velfortjent kop kaffe. Vi var driv våde da vi ankom. Alt var vådt og man er bare gennemkold. Alt ens tøj og sko er driv våde.

Kl 18.03 - vi fik os en god omgang aftens mad - meget fine forhold. Efter vi havde spist, blev vi briefet om morgendagens program af Hemedi. Vi skulle stå op kl 7.00 - så skulle vi spise morgenmad kl 7.30 og omkring kl 8.00 skulle vi så afsted. Morgenens trek ville få os op til 3.800 meter, hvilket ville give os en dag med mest mulig stigning. Så det vil blive en ret hård dag.

1. april 2018 kl 07.56

Vågnede lidt i 7 - kunne ikke sove mere - fik ikke helt sovet så meget som jeg gerne ville - måske fordi jeg var helt kvæstet. Vi er så småt igang med at tage afsted - vi har pakket om, tøj og sko er stadig hamrende vådt.

Kl 13.11 - endelig ankommet til lejren - vi er så bare ikke færdig med at gå for i dag. Vi skal af klimatisere os - hvilket man gør ved at stige for så senere at falde i højden. Turen i dag var hård - den var ikke nær så hård som dagen i går - men igen, det kunne den såvel godt have været. For i går viste vi ikke helt hvad der ventede os – i dag var vi lidt mere forberedte. Det var en meget kuperet rute, med en masse stem og ufattelig høre stigninger. Det tog ikke så hårdt på lårene – det er mere åndedrættet der blev udfordret.

Jeg er begyndt at savne min familie ufatteligt - jeg savner virkelig Agnes - og Anton og min dejlige kone. Louise er en utrolig rummelig person - det har hun vist ret mange gange efterhånden. At tænke på hun har de to AD-HD unger alene - vil for mig være uoverskueligt. Men hun tager tørnen og gør det med et smil - savner hende virkelig meget.

Kl 17.51 - vi kom ikke op for at af klimatiserer - det regnede simpelthen for meget og vi er al for kolde. Til gengæld overværende vi Kilimanjaro dansen. Det er alle bærrene som har en sang de synger når de når til denne lejr - meget hyggeligt. Vi sidder i madteltet - teltet hvor vi spiser vores mad og drikker lidt the. Vi venter på aftensmaden skal komme - vi er efterhånden røv sultne.

Den 2. april 2018 kl 07.24

Ikke sovet skide godt, tænkt meget på mine børn og min kone - om hvordan de har det og om de har det godt.

Vi har netop spist morgenmad og har gjort os klar til at tage afsted. Vo tager en halv time før afsted i dag, for at forsøge at undgå regnen. Regnen er vores værste fjende lige nu - for med den bliver alt vådt og vi bliver total gennemkolde.

Kl 14.00 - jeg kan ikke erindre, hvornår jeg sidst har været så smadret. Jeg troede første dagen var hård - men det vat absolut vand set i forhold til denne tur i dag. Med en stejl stigning til 4.600 meter og med et stejlt fald til 3.900 meter sætter sine spor.

Den 3. April 2018 kl 06.27

Dagen i går var ultra hård, så der blev ikke lavet andet end at spise og sove. Her til morgen vågnede jeg op med ømme ben - tror hver eneste muskel i mine ben er ømme fra i går. Jeg gruer stadig for dagens etape - den er ikke lang og skulle heller ikke være så psykisk hård - andet end den mur vi skal klatre på.

Jeg tænker stadig meget på min familie og hvor meget jeg savner dem - det er hårdt ikke at kunne kommunikere med dem overhovedet.

Kl 12.25 - endelig er vi nået til lejren. Lars og Kim er to energibomber - jeg er døden nær. Jeg kan næsten ikke få vejret og jeg har en slem hovedpine igen. Baranko Wall var sindssygt - vi skulle nærmest klatre på væggen op til toppen af det bjerg vi skulle holde pause på. Det var en vanvittig tur - men smuk. Vejen ned skulle vi så ned igen og op igen - helt vilde ruter - for at nå til lejren. Så nu er jeg så træt, at jeg ikke ville ane om jeg sked i bukserne samt det, at min hovedpine og mavepine er kommer igen i stor stil. I morgen skal vi til Base Camp - som ligger på 4.700 meter.

Kl 14.50 - jeg modtog en sms fra min kone - ved ikke hvor gammel den er? Jeg fik svarer efter et utal af forsøg grundet ringe forbindelse. Jeg savner hende virkelig meget.

Kl 18.00 - til aftensmaden knækkede Kim sig og fik det pludselig ret dårligt. Efter et par juice for at få blodsukkeret op, gik det lidt bedre.

Den 4. April 2018 kl 07.12

Kim har haft en ret hård nat med opkast og diare - så det er ikke den helt samme Kim vi har nu her som i går morges. Han er ret afkræftet.

Kl 8.07 - klar til afgang - det er en lidt svækket gruppe - minus Lars.

Kl 11.35 - Base Camp - nu er der ingen vej udenom. Dagen i dag var ikke den hårdeste, men hård. Den hårdeste bliver i morgen - vi starter med at gå mod toppen af bjerget kl 23. Herefter skal vi gå i 8 timer for at nå til toppen. Vi kommer til at være der i ca 20 minutter, for så derefter at gå ned i 4 timer - sove 1 1/2 time – for så at fortsætte yderligere 4 timer og ende i 3100 højdemeter. Dagen i morgen bliver ekstrem hård, så vi behøver al det hvile vi kan få.

Kl 13.14 - ligger nu i teltet efter frokost - Kim fik en mus på besøg.

Kl 18.50 - vi har netop spist aftensmad og blevet briefet om vores sidste og hårdeste tur vi skal ud på. Vi starter som sagt kl 23, så vi kan nå at få solopgangen med. Vi skal ud på en kold kold vandring, hvor graderne let kan komme ned på de -20. Vores vand vil fryse til is let, så vi har pakket vores flasker ind i sokker. Nu krydser vi fingre for Kim får det bedre så han kan komme med på toppen.

Kl 22.36 - vi sidder samlet i teltet - parat til at komme afsted - Kim er her også. Det er super godt gået han har fundet energien igen. Kl 23 starter vi dagens hårdeste trek. Vi skal bruge 7 timer til en slags base camp på toppen - herfra skal vi så videre mod toppen, som tager en time yderligere. Efter besøg på toppen, skal vi vandre 4 timer tilbage til Base Camp, hvor vi får en times søvn. Så skal vi videre ned til 3.100 højdemeter for at af klimatisere os.

Ruterne var en kombi af meget løse sten og is på toppen. Fra Base Camp var det kun rullesten som var på ruten. Med sådanne store fald i højdemeter går stien brat nedad, hvilket gør, at man virkelig skal være på mærkerne - skønt man er hamrende træt.

Vi var alle ødelagte da vi nåede ned – vi fejrede det naturligvis med en Kilimanjaro øl. Den blev virkelig nydt.

Da vi havde sundet os lidt, blev vi hentet i en jeep – den skulle tage os videre på vores rejse – nemlig safari.